/HJS
ArbejdsPladsVurdering (APV) for
Roskilde Svømmeklub
1. Denne arbejdspladsvurdering er udarbejdet af Roskilde Svømmeklub pr. 1. januar 2012.
Roskilde Svømmeklub er i det centrale virksomhedsregister registreret under
CVR-nr. 50431614 og P-nr. 1001948148.
2. Arbejdspladsvurderingen skal senest revideres pr. 1. januar 2015, jf. arbejdsmiljølovens § 15 a.
Dog skal den revideres forinden, hvis der sker ændringer i arbejdet, arbejdsmetoder og arbejdsprocesser m.v.,
og disse ændringer har betydning for de ansattes sikkerhed og sundhed.
3. Klubbens bestyrelse har besluttet, at arbejdspladsvurderingen ikke alene skal være tilgængelig for bestyrelse,
forretningsfører, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet, men at arbejdspladsvurderingen skal publiceres på
klubbens hjemmeside: http://www.roskilde-svoemmeklub.dk
4. Arbejdspladsvurderingen er udarbejdet i forlængelse af, at andre sjællandske svømmeklubber
har modtaget reaktioner fra Arbejdstilsynet og Arbejdsmiljøklagenævnet.
Roskilde Svømmeklub ønsker ikke at komme i en tilsvarende situation.
5. Arbejdspladsvurderingen er udført på klubbens vegne af Hans Jørgen Steffensen (næstformand)
og Margit Bak Grønnegaard (valgt af foreningens ansatte).
Identifikation og kortlægning
Identifikation og kortlægning har omfattet de problemer og risici, som klubbens ansatte
måtte have, i relation til: fysisk arbejdsmiljø, ergonomi, psykisk arbejdsmiljø, kemiske og
biologiske forhold, ulykkesrisici samt sygefravær begrundet i arbejdsmiljø.
Der er taget udgangspunkt i bl.a. følgende vejledninger:
-
Arbejdstilsynets Arbejdsmiljøvejviser nr. 26 Kultur og sport (2009)
-
Branchevejledning om godt arbejdsmiljø i SVØMMEHALLEN (2011)
Kortlægningen er udført ved, at samtlige ansatte i efteråret 2011 er blevet opfordret til at
rapportere om eventuelle arbejdsmiljøproblemer i forbindelse med udførelsen af deres
arbejde for klubben. Alle har modtaget opfordringen positivt og har givet konstruktive
tilbagemeldinger. Tilbagemeldingerne fra de ansatte er primært sket på møder og i e-mails.
Beskrivelse og vurdering
Kortlægningen har vist, at der ikke er arbejdsmiljøproblemer i forbindelse med udførelse af
kontorarbejde og andet administrativt arbejde for klubben.
Den har endvidere vist, at der hos instruktører og hjælpeinstruktører er enkelte
arbejdsmiljøproblemer forbundet med arbejdet for klubben i svømmehaller i Roskilde
kommune, primært Maglegårdsbadet.
Roskilde Svømmeklub har indgået lejekontrakt med Roskilde kommune om brug af Magle-
gårdsbadet og Sct. Jørgensbadet. Da arbejdsmiljøproblemerne primært har årsag i
svømmehallernes indretning og udstyr, har Roskilde Svømmeklub overfor kommunens
ledende halinspektør skriftligt påpeget problemerne og opfordret til løsning af dem.
Der foreligger endnu ikke en tilbagemelding herpå. Klubben vil følge op på det.
Prioritering og handlingsplan
Da flertallet af klubbens ansatte – instruktører og hjælpeinstruktører - er unge i alderen fra
15 år og opefter, og disse ikke har eller kun har meget begrænset arbejdspladserfaring har
klubben valgt at prioritere følgende:
-
Ved valg af arbejdsopgaver og ved arbejdets tilrettelæggelse skal der drages omsorg
for, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. I
særdeleshed ønsker klubben at undgå, at klubbens ansatte bliver ramt af ulykker
under udførelsen af deres arbejde.
-
Instruktører og hjælpeinstruktører skal have grundig oplæring og instruktion, således
at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Erfarne
instruktører skal derfor på klubbens vegne forestå oplæring og informere nye
instruktører og hjælpeinstruktører om de foranstaltninger, der er truffet med hensyn
til deres sikkerhed og sundhed.
-
Instruktører og hjælpeinstruktører skal til stadighed have fokus på at opretholde og udvikle
et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Arbejdsmiljø tages derfor op som et fast dagsordenspunkt,
når klubbens instruktører og hjælpeinstruktører mødes.
Opfølgning på handlingsplanen
-
Forud for starten på en svømmesæson gives instruktører og hjælpeinstruktører
(normalt på et møde i august) en grundig instruktion i, hvordan såvel de ansattes
som svømmernes sikkerhed skal håndteres. Der lægges her bl.a. vægt på, hvordan
o arbejdsulykker og andre ulykker i og omkring svømmehallerne kan
forebygges og afbødes
o ansatte kan foretage nødvendige skub, træk og løft uden at det medfører
unødvendig fysisk belastning.
o ansatte kan undgå unødige påvirkninger fra kemikalier og mikroorganismer
-
Før slutningen på svømmesæsonen (normalt på et møde i april) foretager
instruktører og hjælpeinstruktører en mundtlig evaluering af, om der i løbet af
sæsonen har været særlige udfordringer for at sikre et godt arbejdsmiljø.
Klubbens bestyrelse orienteres om resultatet af evalueringen.
Roskilde, den 1. januar 2012
Hans Jørgen Steffensen Margit Bak Grønnegaard
|
|
|